onsdag den 27. april 2011

Påsketravlhed

Så er påsken overstået, og den har bestemt ikke stået på afslapning eller fri, sådan som vi kender det fra Danmark.
Det siges, at påsken er den eneste uge om året hvor alle honduranere har fri, hvorfor honduranerne strømmer til strandende for at bade. Her er meget meget varmt, så at bade er faktisk det eneste som folk rigtig har lyst til.
En som altid flot solnedgang over Emmanuel

Med næsten 500 børn på Emmanuel lader det sig dog ikke gøre at tage til stranden, men i stedet blev der igangsat en masse aktiviteter i de forskellige huse. I de mellemstore drenges hus blev det bl.a. til baseballkamp og vandpjaskeri - et godt alternativ til de lækre strande som Honduras ellers har at byde på. Marie og totlerne fik også en del af tiden til at gå med vandaktiviteter.

Vandaktiviteter i påsken


I skolen blev der også undervist lidt i påsken. Da ugen inden påske var eksamenstid i den honduranske skole, valgte jeg, at gennemføre undervisning mandag-onsdag i påsken, for at få indhentet noget af det forsømte. Vi havde en almindelig skoledag mandag, men havde ellers påsketema tirsdag og onsdag. Tirsdag blev eleverne undervist i såvel den jødiske som kristne påske, hvor vi bl.a. på kreativ vis (hvis jeg selv skal sige det), fik malet lidt blod (=vandfarve) på dørstolperne. Onsdag stod i traditionernes tegn, hvor vi pustede æg og efterfølgende malede dem. Det var en hård omgang med at puste æg, da jeg selvfølgelig skulle hjælpe med at puste blommen ud i hvert eneste æg. Mine kæbemuskler var godt ødelagte efter at have hjulpet til med 9 æg. Vi fik også lavet gækkebreve og lavet nogle æggeaktiviteter - så som æggeræs. Her gjaldt det om at trille sit ukogte æg ned af en bakke og få det til at ligge så tæt som muligt på et stykke slik. Det gik eleverne meget op i. Det var dejligt, at kunne lave nogle andre aktiviteter, da skemaet til daglig er meget bogligt, jf. de fag som der er sat på skoleskemaet.

Ellers har vi haft besøg af min (Lars') fætter Heine og hans søde kæreste, Rikke. Det var virkelig fedt med besøg fra Danmark, og vi fik snakket, spist og hygget os, og spillet os nogle spil partners. Det fik vi meget sjov ud af.
Fætter Heine og hans søde kæreste, Rikke!

Næste gæster bliver Hr. og Fru Overgaard som kommer en gang i midten af juni. Vi glæder os rigtig meget til at kunne vise dem Emmanuel og Honduras. Og ja, så bliver det fedt at kunne dele sin datter med hendes bedsteforældre. Vi synes allerede der er sket meget siden vi tog afsted, så det er bare endnu et plus. Og så har vi fået grønt lys til en uges ferie, så det glæder vi os også rigtig meget til.

Dea


Til de der er interesseret, har vi har fået nye billeder i galleriet. Enjoy enjoy!

Kærlig hilsen os alle tre

torsdag den 7. april 2011

Kort nyt

Kære venner og familie
Lidt kort nyt her fra Emmanuel. Vi nyder solen, varmen og dermed muligheden for at være så meget udendørs, men vi må sige, at der er dage, hvor det faktisk er rarere at være indendøre eller i det mindste i skyggen. Som solhungrende dansker kan det selvfølgelig virke mærkeligt, men når temperaturen er på de 42 grader uden vind, er dét ikke lige sagen. En lærer fortalte at de på lørdag lokalt lover op til 48 grader, så mon ikke vi skal have gang i nogle vandaktiviteter hvis det holder stik. Så må vi jo håbe at der er vand i hanerne. Vi har haft lidt problemer på dette område for en uge siden.

Lige lidt billeder fra Emmanuel


En morgen i de mellemstore drenges hus hjalp jeg (Lars) med at hælde vand i deres krus, som drengene skulle bruge til deres morgenmad. Pludselig hoppede der en stor og fed frø op (næsten) i hovedet på mig. Jeg blev simpelthen så forskrækket at jeg skreg alt hvad jeg kunne. Heldigvis var det kun få der forstod hvad der egentlig skete, men så meget desto bedre. Man kunne jo blive et potentielt mobbeoffer ;-)

Dea bliver bare større og større. Hun forstår simpelthen så meget, men frustrationen er let at mærke, når hun prøver at give udtryk for noget som vi ikke forstår. Temperamentet fejler i hvert fald ingen ting. Hun kan nu sige Mami og Papi, skraldespand (skrspa), youghurt (jugu) og mange andre ting. Det er sjovt at følge med i.

Deas hverdag med Marie i totlerhuset


Ellers går vi og venter på at vi kan flytte over i vores lejlighed som vi skal BLIVE i. Det bliver dejligt at pakke ud og sætte på plads for sidste gang. I morgen fredag skal vi igen en tur til Tegus for at tale med en advokat angående fast opholdstilladelse til os alle tre. Vi kører med Bent og Cathrine, så det er rart at have nogen at følges med. De skal have opholdstilladelse til deres lille Josva, så vi "hægter" os lige på i denne sammenhæng. Det er nu ikke med god vilje, at jeg sådan må aflyse undervisningen, men omvendt er man jo også nødt til at tage afsted, når der er nogle der kører. Heldigvis er mine elevers forældre meget forstående, så det er rart!

Alt er vel hos os.
Kh Marie, Dea og Lars