Se to helikoptere

I aftes hvor drengene var på vej tilbage til deres hus efter at have spillet fodbold i gymnastiksalen, fik de øje på to helikoptere på himlen. Jeg kiggede op, og kunne ikke hverken se eller høre dem.
De blev ved med at pege, hvorved jeg pludselig kom til at grine, fordi jeg nu forstod, hvad det var de kiggede på.

"Nej", sagde jeg. "Det der er altså ikke helikoptere. Det er to stjerner". Børnene fastholdt deres synspunkt, og jeg var forundret. Jeg spurgte dem om, hvad månen så var, om det så var et rumskib? Dertil svarede børnene, som om det var mig der var uvidende. "Nej Lars, det er da månen"!

Ja ja..... Jeg tænkte på om jeg skulle gå ned og vække drengene kl. 03.00 en stjerneklar nat, og vise dem hvor mange "helikoptere" de så kan se på himlen. Men dertil har jeg nok min nattesøvn for kær!

Det kan være, at de også tror, at det var en helikopter der lyste over Jesu stald og krybbe i Betlehem? Jeg har dog ingen helikoptere set på juletrpæernes toppe her. Ja, julepynten er hængt op.

Obs. Nye november-billeder i vores picasaalbum. Se link under fanen billeder.

Fodboldbord og waterguns

Så er gaven fra Aalborg Frimenighed ankommet med container fra USA. Tak skal I have for gaven.

Bordfoldbordet blev købt brugt, så vi havde penge til 10 gode waterguns til de virkelig varme sommerdage, samt fodbolde og andet småt legetøj. Bordfodboldbordet er i virkelig fin stand, ja jeg må nok indrømme at jeg blev lidt misundelig, for sådan et bord vil jeg virkelig gerne eje. Men nu kan jeg sammen med børnene og det andet personale skrue op for konkurrencegenet, og det er pt. blevet til flere sejre end nederlag... Det er jo vigtigt. Man mindes jo helt sin tid på seminariet med masse af gode kampe i pauserne. Dét var tider!

Jeg har lige taget et par billeder. Drengene synes det er et sejt legetøj, så nu begynder de forhåbentligt at opføre sig pænt. Ellers er der nemlig ingen bordfodboldkampe til dem. Asi son las reglas ;)

Nedtællingen er begyndt. Om 20 dage er vi på dansk jord! Vi glæder os!

Videoklip

Så er spillet igang

Oversvømmelser i Honduras

Kort info:
Flere spørger om oversvømmelser i Honduras berører os her på Emmanuel: NEJ, det gør de ikke.

Efter sigende skulle det være hele mellemamerika, som for tiden er plaget af meget regn, og i hovedstaden har det specielt været voldsomt. På Emmanuel har det også regnet meget på det sidste. Men egentlig nyder vi det bare.

Dea er nu begyndt at sige: "Mormor hjemad jul"! Hun forstår sikkert ikke, hvad det betyder, men i hvert fald har hun ret. Vi skal hjem til alle bedsteforældre til jul ;)

Stolte forældre

Se lige vores lækre datter. Hende er vi altså stolte af.

Nye billeder

Så er der lagt nye billeder ind på bloggen. Klik på fanen billeder for at se dem!

I disse dage er jeg igen blevet overrasket over den honduranske kultur, eller i hvert fald måden, hvorpå man gør tingene på.
Jeg skulle servere med til drengene som jeg altid gør, hvor jeg til mine store overraskelse skulle servere ris..... med POPCORN til. Ja, I læste rigtigt. Jeg ved ikke om disse er erstatning for grøntsagerne, men jeg kunne ikke lade være med at grine. Det er simpelthen bare så mærkelig en sammensætning, og jeg undrer mig stadig.

Hvad andet er, at børnene synes det er vildt fedt med popcorn, men de tænker jo heller over ernæringsrigtig kost osv. Honduras/Emmanuel er et forunderligt (men godt) sted!

Besøg fra DK og ferie på ny

I går var dagen, hvor vi måtte sige farvel til 4 ugers besøg fra vores rigtig gode venner, Dennis og Charlotte. Vi havde gået og set frem til besøget i virkelig lang tid, og pludselig er de 4 uger allerede gået. Det er slet ikke til at forstå. Som vi tidligere har skrevet, er det fantastisk med besøg fra hjemmefronten. Både at vise og dele sin hverdag og sine oplevelser med dem man kender rigtig godt, men lige så meget at se sine venners reaktioner på det nye land og den nye kultur som de møder. Det har været GULD værd!

I vores dagligdag er der ikke sket det store nye. Dennis og Charlotte fulgte os i vores respektive huse, så der også var masser af tid til at være sammen.

I totlerhuset er der for alvor kommet ekstra hænder. En håndfuld danske pigevolontører meldte deres ankomst i midten af september måned, hvoraf ca. halvdelen har fået deres arbejdsopgaver i totlerhuset. Det giver lidt flere muligheder for aktiviteter med de små børn, så det er dejligt. Det er også rart, at der er flere hænder, der kan hjælpe til med de mange løft. Nu behøver Marie ikke løfte alle 15 børn, når de skal skiftes, op på og ned fra spisestolen, op når de skal trøstes osv. Det er hårdt for både ryg og mavse i længden - specielt når man har gravid mave på.

Totlerne på skovtur

Charlotte og en honduransk pige ;)

Hygge i hytten

På skolefronten tager den ene uge den anden. Her er det de samme udfordringer, der gør sig gældende: Undervisning af fire elever på fire forskellige niveauer.

Det kunne godt ønskes, at undervisningen kunne gøres mere kreativ, men dette kan være svært netop pga. de forskellige udgangspunkter som eleverne kommer med til undervisningen. I november måned står den dog på pause fra den honduranske skole i flere måneder, så mon ikke et bedre tilrettelagt skema kan give et godt udbytte i denne sammenhæng. Det tror vi på.

Dennis var så flink at undervise i natur/teknik, mens han var her. Temaet for undervisningen var  "Honduranske dyr", som vi selvfølgelig også skulle ud at lede efter. Vi fik "hilst" på bl.a. skildpadder,  fårkyllinger, tudser og den SORTE ENKE! Ja, det var vist godt at Dennis var med, for jeg (Lars) ville ikke ane en dyt om, at den respektive edderkop, som vi så, var giftig og farlig. Meen, så fik vi lidt drama på turen, og børnene fik noget at tale om. 

Ligeledes var vi i september måned på skolens første ekskursion. Vi tog til et børnemuseum/oplevelsescenter i hovestaden, hvilket var en stor oplevelse for såvel børn som voksne. Det var overraskende at et land som honduras, har et så flot museum. Men meget glædeligt, naturligvis. Børnene fik bl.a. lært lidt om anatomi, da vi alle kravlede ind i en mund, for derefter at rutsje igennem spiserøret for at komme ned i mavesækken. Herfra skulle vi selv kravle videre gennem tarmen for at blive skidt ud. Meget sjov oplevelse og med nogle gode og helt andre rammer for rent faktisk at lære noget. Det var rigtig fedt!

Ellers er vi lige kommet hjem fra 6 dages ferie med Dennis og Charlotte. Vi tog til nordkysten og til byen Tela (samme sted hvor vi var på sprogskole tilbage i juli måned). Her boede vi på byen fineste hotel med kæmpe pool, et par vandrutsjebaner, tre forskellige restauranter mm. Det nød vi alle rigtig godt af, og efter en ordentlig omgang regn på ankomstdagen blev vejret kun bedre for hver dag der gik. Ja, ferie ved den caribiske kyst bliver man vist aldrig træt af.

På restaurant

Poolen som vi alle nød at komme i ;)

Det blev både til en tur i den botaniske have (hvor vi også var med Lars' forældre) og så en bådtur til 'Punta Sal', som er en del af en honduransk nationalpark. Her fik vi set det honduranske fastland fra havet af, hvor vi sejlede ca. 45 minutter hver vej. Ved ankomst til 'Punta Sal' gik vi direkte ind i junglen anført af vores garífuna tourguide med dreadlocks (eller hvordan man nu staver til det). Det var en storslået oplevelse, som ventede os. Plantearter er så mange og nærmest overdimensionerede i størrelse, at man ikke kan blive andet end imponeret. Vi så palmeplade, som var op mod tyve meter høje og kæmpe træer højere end de højeste spir og tårne på store katedraler.



Jungletur: Punta Sal

Stedet hvor junglen og det caribiske hav mødes

I junglen fik vi set sommerfuge, brøleaber, en bjørn som er i familie med pandabjørnen, edderkopper, øgler (Dennis ville nok være bedre til at præcisere disse) mm. Vi fik provokeret brøleaberne tilstrækkeligt meget, så at de begyndte at brøle. En sjov oplevelse.

Efter jungleturen sejlede vi videre om til en flot strand, hvor vi fik helstegt fisk med stegte platanos og ris og bønner. Et udsøgt måltid, men hvor finner, fiskehoved og hale blev efterladt ;) Bon provecho ;)

En sjov episode:

Dea er meget opmærksom på, at der er en baby inde i Maries mave. Maven bliver kysset godnat, og Dea leger sommertider også selv, at hun har en baby i maven. I bussen på vej hjem fra ferien stiller Dea sig op på sædet, og kigger bagud i bussen. Der sidder en (ærligt talt) fed mand et par rækker bag os, hvor Dea peger på ham og siger: BABYYYY!

Ja, sandheden skal jo komme fra børn, og det var altså lidt sjovt. Det er da meget lettere at generalisere og sige, at alle der er har topmave er gravide. Ellers er det da heller ikke til at finde ud af ;)

Så bliver selskabet da ikke bedre, hva ;)

Dea har i øvrigt nydt besøget i fulde drag ligesom vi selv har! Bare se billederne.

Det bliver vist smøren for nu. I denne tid nyder vi specielt at vide, at vi stadig har sommertemperaturer, mens vejret er for nedadgående i Danmark ;)

Kærlig hilsen

Os alle tre

Kommentarer

Vi er blevet gjort opmærksomme på, at det ikke er muligt for alle brugere af vores hjemmeside at tilføje kommentarer til vores indlæg. VI har nu prøvet at ændre dette, så det forhåbentligt virker. Så kan I ikke lige tilføje nogle kommentarer som bekræftigelse på at det virker?

Ellers er alt vel her. Vi har besøg fra DK, men det skriver vi lige om senere!!!

Hasta luego (vi ses)!

Sprogskole overstået - hverdagen begyndt på ny

Kære alle der forhåbentligt læser denne blog med interesse :)

Så er det igen tid til en opdate fra os. Det er længe siden vi sidst har skrevet, og der er sket mange ting siden sidste besked. Vi vil prøve at fatte os i korthed.

I juli mdr. tog vi på sprogskole i byen Tela på den honduranske nordkyst. Vi havde længe glædet os til at skulle terpe nogle verber og dygtiggøre os på det spanske sprog. Vi havde lejet en flot lejlighed og måske for flot og opsigtsvækkende. I hvert fald havde vi - dagen efter vi ankom - indbrud i vores lejlighed som ellers var aflåst med hængelås på porten samt to låste yderdøre. Alligevel kom tyvene ind og stjal alt vores elektroniske udstyr på nær computer og kamera. Oplader til disse ting blev dog stjålet sammen med vores videokamera, mp3-afspiller mm. Det gav en trykket stemning og en dårlig start på vores ophold. Alt vores video siden julen 2010 var i videotasken og derfor også stjålet. Minder som ikke har værdi for tyvene, men som for os er uerstatteligt. Det er ærgeligt og trist når man bliver udsat for sådan noget, og som sagt var det svært at acceptere at vores videobånd var væk. Men som vi sagde til os selv skulle vi være taknemlige for at der ikke skete os noget og at vi ikke var hjemme da det skete.

På restaurantbesøg i Tela (det caribiske hav i baggrunden)

Dea ELSKER vandet

Marie øver spansk i vores ferielejligheds stråtægtspavillion

Kort sagt var sprogskoleopholdet en god investering, og fik følte vi lærte meget på bare to uger. Tiden og disciplinen til at øve det tillærte er dog begrænset efter vi er kommet tilbage, men vi er sikre på at det har gavnet os at være afsted.

Ellers er skolen startet op igen, og det er dejligt at have alle fire elever tilbage efter at den ene familie var i Danmark i næsten 2 måneder. Det er stadig udfordrende at undervise på forskellige klassetrin på samme tid, men samtidig også en lærerrig proces for en fhv. "grøn" lærer!

Arbejdet hos totlerne går også godt. Der er pt. lidt færre babyer end tidligere og det giver lidt ekstra tid og overskud til de resterende. I september måned kommer den dame tilbage hvis arbejdsopgaver Marie har overtaget. Det bliver spændende at se hvilken rolle Marie fremadrettet vil få, men hun tager en dag ad gangen og bekymrer sig ikke om uvisheden. At noget er uvist kan jo også vise sig spændende.

To styks fjollebilleder

Vi fejrede Deas 2 års fødselsdag i går sammen med de yngste totlerbørn. Som traditionen er her i Honduras skulle der selvfølgelig også slås piñata til Deas fødselsdag. Vi havde bestilt en kage fra byen, og alle børn nød hinandens selskab og frem for alt kagen Også selvom at en børnefødselsdag med denne aldersgruppe må siges at være kaotisk!

Dea med Silas før piñata-hunden skal slåes i stykker

Dea i fuld vigør

Alle børnene guffede den søde kage i sig med velbehag

(hvilket resulterede i at alle børn måtte i bad bagefter)

Ellers glæder vi os til at vores venner (Charlotte og Dennis) fra Aalborg kommer på 4 ugers visit fra 12. september. Det er så spændende med besøg fra DK, og vi glæder os rigtig rigtig meget til at vise dem rundt og få nye gode oplevelser sammen med dem.

Ellers er det blevet tarantel-sæson. Tre ud af fire lejligheder i vores bygning har netop haft besøg af den store og behårede edderkop. Marie var bestemt ikke glad for at se den indendøre, og jeg (Lars) må da også sige at det var mærkeligt at klapse et så stort dyr ihjel med mine sandaler, når det størst dyr man har slået ihjel med mine sandaler har været fluer eller kakerlakker. Vi kan ikke rigtig blive kloge på om de er giftige eller ej, men vi ville da helst være dem foruden. Så længe bare slangerne holder sig udendøre skal vi nok klare den. For en sikkerhedsskyld har vi fået et nyt (og denne gang) dækkende fluenet over Deas seng. Vi har tidligere fundet et skorpion på væggen ved siden af hendes seng, så det var vist ved at være på tide. Desværre nåede vi ikke at få et billede af tarantellen. Men hvis man har set "Kærlighed ved første hik" ved man nok godt hvordan de ser ud!

Et par billeder af de skønne drenge i det hus hvor Lars hjælper til

Dea og far surfer lige på nettet

Snapshot af os alle tre

Ellers søger vi noget bolig i Holstebro-området når vi kommer hjem til 1. december og 3 måneder frem. Lad derfor gerne rygtet cirklulere. Vi håber og tror på at vi er ude i god nok tid. Er der folk der vil udleje en bil til os i denne (eller noget af denne) periode må I også gerne lade høre fra jer. Se under fanen kontakter her på hjemmesiden.

Tak til jer alle som skriver mail, ringer over skype eller blot tænker og beder for os. Vi mærker hvor meget det betyder særligt på de dage hvor Danmark føles langt væk, og hvor afsavnet af venner og familie er stort.

Men vi har det godt og er lige der hvor vi skal være.

Kæmpeknus til alle dem der vil have det

- Marie, Dea og Lars (og bebs i maven som nu måler næsten 14 cm)

Ny adresse

Nej... vi er ikke flyttet. Vi har blot fået lov til at booke os ind på Katja og Max' postboks, som bliver tømt ca. hver 14. dag, hvorimod volontørernes fælles postboks (som vi fik sendt post til før) kun bliver tømt meget sjældent.

Klik på fanebladet "Kontakt" og gem den nye adresse. Det er denne vi vil hente post fra fremover.

Tak!

En tur på apoteket

Da Dea har haft noget der minder om tynd mave i snart 4 uger tog jeg (Lars) til byen for at købe noget medicin på apoteket. Det var ikke en oplevelse der vil blive skrevet om i historiebøgerne, men jeg vil alligevel godt prøve at beskrive hvordan systemet fungerer/eller ikke fungerer hernede, for det i sig selv kan være meget forundringsværdigt.

En lille butik er hvad apoteket er, hvor man skal holde sig godt til i køen, hvis ikke man vil overhales af de små honduranske kvinder som møvrer sig frem til disken, og som tror at de kommer først hvis bare de er dem som råber højest eller først får øjenkontakt med ekspedienten. Alle præperater er på den anden side af den hesteskoslignende skranke, hvorfor man praktisk talt ikke kan kigge på nogle af disse uden hjælp fra en ekspedient (som sagt: det er vigtigt at holde sig til i køen).

Når man så er kommet frem til skranken får man som forventet fin hjælp - en hjælp som bliver afbrudt af kaffedrikkeri, kagespiseri, rengøring og privatsamtaler mellem ekspedienten og kunder som ekspedienten tilfældigvis kender. Og ind i mellem alt dette får man ren faktisk hjælp - en god hjælp.

På den ene side er det beundringsværdigt, at man tager tingene stille og roligt, at ekspedienten er oprigtigt interesseret i hvem man er, spørger ind til ens familie osv. Dette kunne vi lære meget af i Danmark hvor man ofte kan føle sig behandlet som et objekt - en slags brik i et system som volder vanskeligheder hvis ens forespørgsel på ditten eller datten ikke falder inden for systemts regler.

På den anden side virker det som dansker utrolig UPROFESSIONELT lige at skulle proppe munden fuld af kanelkage mens man finder vekselpenge. Og det samme med alle de andre svinggerninger imens ekspedienten har en kunde. Som dansker virker det meget ineffektivt og ja, dumt at tilrettelægge sit arbejde på en sådan måde..... Men hvad er bedst?

Når to verdener mødes opstår refleksionen omkring mange ting, og det blev denne blogbesked så et eksempel på. Men det er jo netop i refleksionen (også over hverdagsting) at man bliver klogere på andre og sig selv, og dette er lærdom for resten af livet....

Mon ikke mine (Lars') forældre også er blevet klar over dette efter 4 uger i Honduland. Om få timer vil de være på Nylunden i Lemvig.

Hilsner fra os alle tre

Besøg og sommerferie

I midten af juni måned kom mine (Lars') forældre her til Honduras, og der er sket meget siden deres ankomst. Allerførst skal det siges, at det er af meget stor betydning, at ens familie kommer ned og ser, hvad det er vores arbejde består i. Det kan være svært at beskrive, fordi der er så mange ting, som man ikke kan forklare, men som bare skal opleves. Og omvendt kan det også være svært at sidde i Danmark og spørge ind til en helt masse, når man reelt ikke rigtig har et overblik over, hvad dagene og arbejdsopgaverne i en honduransk kultur indebærer.

Dea og Bedstefar på restaurant lige efter Bedstemor og Bedstefars ankomst

Efter en uges tid på Emmanuel tog vi med mine forældre på 12 dages ferie. Vi så meget frem til nye indtryk og oplevelser uden for "Emmanuels mure", og det var tiltrængt at komme lidt væk.

Inden vi rigtig skulle feriere tog vi til hovedstaden Tegucigalpa for at følge Alvin på arbejde. Alvin er en mand som lever og arbejder for de fattige mennesker i hovedstaden, og som har sat flere projekter i gang for at hjælpe disse mennesker til et bedre liv og en bedre tilværelse. Bl.a. har han oprettet flere bespisningscentre i den allerfattigste del af byen og oprettet et pigehus for piger, som tidligere har siddet i fængsel, levet på gaden osv. Pigerne hjælpes til et nyt liv som indebærer skolegang og almindelige pligter, som vi kender dem. Om aftenen besøgte vi Alvin i hans kirke, og tog på gaden med ham for at dele mad ud til de hjemløse, som vi kom forbi.

Vi mødte mennesker som boede i papkasser, unge teenagere som var højgravide og som sniffede lim for at dulme deres sult. Det er barske vilkår disse mennesker lever under, og selvom det ikke er første gang Marie og jeg er på gaden, gør det alligevel stort indtryk. Det er en reminder for os om, hvorfor børnene her på Emmanuel ikke altid opfører sig hensigtsmæssigt, eller har det let. Livets bagage sætter altid spor i ens personlighed, men vi glæder os over hvor mange muligheder de fleste af disse børn får ved at bo her på Emmanuel. Så kan man sige, at et en opvækst på et børnehjem aldrig er ønskeligt, men i Honduras er dette luksustænkning. En opvækst på et børnehjem er et meget bedre alternativ end livet på gaden.

Bespisningscenteret i den fattige del af Tegucigalpa

Udsigten ud over hovedstaden fra bespisningscenteret

Aftenen forinden vi besøgte Alvin, var en dreng, som Alvin havde kontakt til, blevet fundet dræbt. Han var blevet taget ind i en bil og kørt uden for byen og skudt i hovedet adskillige gange. 17 år ung og så trist en skæbne. Ligeledes fik vi at vide, den aften vi besøgte Alvin, at én af de piger som Alvin har taget til sig, og som bor i pigehuset, havde været udsat for røveri i en offentlig bus (chickenbus). Der var kommet bevæbnede mænd ind i bussen og krævet alle værdigenstande udleveret. 4 blev skudt og de andre (inklusiv denne pige) slap med livet i behold. Dette skete den selv samme aften, som vi var i byen.

Det er barske vilkår, og når man hører det, tænker man, at det er stof til den vildeste voldsfilm. Vi bør være taknemlige for at leve i et land så trygt som Danmark.

Kort sagt var besøget hos Alvin fantastisk godt, og en øjenåbner af de store. Vi tager hatten af for den mand, for hans gæstfrihed og store iver for at hjælpe disse fattige mennesker. For slet ikke tale om hans tillid og tro på Gud.

FERIE! Ferien var fantastisk. Vi delte den op i to etaper: en lettere kulturel ferie og en badeferie! Det kulturelle bestod i at besøge Honduras første hovedstad Comayagua, hvor vi så katedralen - en katolsk kirke, som efter honduranske forhold var virkelig flot. En tur i kirketårnet blev det også til.

El Parque i Comayagua 

Kirketårnet

Udsigten fra kirketårnet

Vi besøgte også en drypstenshule som var virkelig flot. Luftfugtigheden derinde var meget høj, og med trappetrin op og ned hele tiden fik vi sved på panden. Men en fantastisk flot og god oplevelse.

Drypstenshulerne (bedre billedkvalitet kunne være ønsket)

Det kulturelle højdepunkt var Copán ruinerne lige på grænsen til Guatemala. Her blev vi vist rundt af en guide som med sin store viden og sit store engagement gav os en godt indblik i hvordan mayaindianerne levede for godt 2000 år siden. Ellers hyggede vi os i denne lille by som Copán er. Vejen dertil var utrolig smuk med mange sving. Køresyge blev det til for Deas vedkommende, men hun klarede det alt i alt fint.

På vej til solferien på Roatán (en ø i det caribiske hav) besøgte vi en botanisk have ved kystbyen Tela. Vi var i en kæmpe bambusskov, og så mange andre store og beundringsværdige planter. En god oplevelse.

Bambusskoven

Bådturen til Roatán kan beskrives kort: søsyge og bræk. Kun Marie og hendes svigerfar slap for opkast!

Vi boede lige ned til stranden i to lejligheder på den bedste strand på hele øen. Dea nød badevandet og det gode vejr ligesom os andre.

Udsigten fra vores lejlighed på Roatán 

Vores kingsize bed - NICE!

Dea har lært at solbade ;-)

Vi spiste megen god mad, og fik slappet af i fulde drag. Marie og jeg fik snorklet, vi tog allesammen med en "Glass bottom boat" hvor vi kunne se koralrevet og de mange farverige fisk. Det var en stor oplevelse, og meget fascinerende at se på. Vi så bl.a. en havskilpadde.

Ellers fik Marie, Dea og jeg (Lars) badet med delfiner. Det var en kæmpe oplevelse og lidt af et sats at tage Dea med. Hun klarede det super, og var mest bange for delfinen når den "snakkede"! Men instruktøren sagde også at vores delfin var meget "verbal" ;-)

Fra højre: Dea, Lars, Flipper og Marie

Vi var også på besøg i en Garifuna-village, hvilket vil sige det sted, hvor de sorte honduranere bor. Det var en god men speciel oplevelse. De bor meget beskidt og meget primitivt. Husene er bygget på pæle ude over vandet, og vi blev derfor vist rundt i en båd af en lokal garifuna honduraner (eller hvad det hedder). Han var meget spøjs med hans jamaicanske engelske accent, og selvom at hans båd lignede et vagabonds barnevogn på de danske landeveje, kom vi sikkert frem og tilbage. Båden gik dog i stå flere gange - problemer med motoren. Hver gang fik han dog gang i maskineriet igen, hvilket især den vandskrække Simon Overgaard var glad for. For som han spurgte hver gang båden gik i stå: "Lars, hvad sker der nu? Hvad skal vi nu"?... ja, så svarede jeg: "Tja... det ved jeg ikke"!

Solnedgang over det caribiske hav (og faderfigurens skikkelse)

Marie og Dea på restaurant ved havet

Nu er vi så tilbage på Emmanuel og nyder den sidste tid med besøget. Arbejdsdagene er igen lange, så Dea har megen tid med sine bedsteforældre. Det nyder alle parter.

Ellers er det jo nu fuldt ud offentligt at Marie er gravid og venter barn til januar. Vi glæder os meget, og satser på at komme hjem i begyndelsen af december og ca. 3 måneder frem. Et bedeemne i denne forbindelse er, at der må findes en god løsning på skolen, som kommer til at står uden lærer. Vi håber og beder selv til, at dette må løse sig.

Det blev en lang smøre for denne gang. Håber I har læst med med lyst og interesse. Der er nye (og mange) billeder i albummet!

Kærlig hilsen

Marie, Dea & Lars (...... og foster)

Regntiden begyndt!

Så er det vist på tide, at få opdateret nysgerrige sjæle i Danmark, om hvordan vi går rundt og har det her i troperne. Kort sagt har vi det godt!

Maj måned er allerede slut, men var måneden hvor regntiden for alvor satte ind. Det var meget tiltrængt med noget vand. Hvor alting før var knastørt og gult (det er den farve som den farveblinde tror det har været), er alting nu grønt, smukt og frodigt. Der er sket en kæmpe forskel de sidste 3-4 uger, og vi nyder det meget.

Med kraftfuld regn hører lyn- og tordenvejr sig med, hvilket en eftermiddag resulterede i en ministorm (1 times varighed) hvor træer væltede, tagsten fløj af husende og hvor bygninger eller træer blev ramt af lynet. Nedenstående billede viser det store træ ved Emmanuels klinik som blev ramt af lynet netop denne dag.

Man får pludselig stor respekt for de kræfter naturen har i sig. Ingen personer kom dog noget særligt til, hvilket jo er det vigtigste. Lige et par videoklip fra en anden aften med regn og tordenvejr. Ikke at det er noget ud over det sædvanlige, men de interesserede kan jo se videoerne i vores fotoalbum for maj måned (se fanen: "billeder").

Ellers er det ikke fordi at der er sket det store der ænder verdensbilledet. Dagene ligner til forveksling hinanden meget med små forskelle. Om det er weekend eller hverdag er lettest at mærke forskel på ved at der ikke er skole i weekenderne. Det skal dog siges at vi har lidt mere fri i weekenderne, så det er dejligt.

Dea er vild med sin fars briller ;-)

Emmanuels kirke

Hyggeaften med de danske volontører i vores lejlighed

Ellers glæder vi os meget til mine (Lars') forældres besøg fra d. 15. juni og frem til d. 13. juli. Det bliver godt med nogle kendte ansigter, og kunne vise sin familie hvad det er vi går rundt og laver. Vi skal på ferie i 1½ uges tid, og regner også med at skulle besøge børnehjemmet Manuelito, som vi var volontører på tilbage i 2005-2006. Vi håber også at kunne komme på gaden i Tegus, for ligesom at få et billede af, hvad alle disse børnehjemsbørn kommer fra. Man skal SE og OPLEVE det. Før det forstår man ikke hvad det er for et forfærdeligt liv som man børn har og selv efter at have været ude at se det med egne øjne, kan det stadig være svært at fatte.

Ellers kan vi fortælle, at vi i slutningen af juli måned tager et par uger på sprogskole. Det er noget som vi har håbet på kunne lade sig gøre, så det er vi meget taknemlige for at vi skal. Det passer med den danske skoles sommerferie, så der er ingen elever der "lider nød" fordi vi ikke er på Emmanuel. Og ja, så er det jo altid spændende at komme lidt ud og opleve noget.

En dag som alle andre: Dea leger med sit service

En lille refleksion (som faktisk blev ret lang):

På Emmanuel er der mange mennesker med en meget stærk tro på Gud. De har en meget stærk ydmyghed og vilje til, at følge Gud med alt hvad det indebærer.

Jeg snakkede med en amerikaner, som er fast medarbejder her, og om hvorvidt Gud også kalder os som kristne til at udføre ting og arbejdsopgaver, som vi ikke har lyst eller evner til. Han fortalte mig, at det værste han forestillede sig, at kunne komme til lave inden han kom til Emmanuel var, at skulle arbejde på gården. Og hvor arbejder han? PÅ GÅRDEN!

Han har nu været her i ca. 2 år, og fortalte mig om, hvor meget han har lært om sig selv, andre og Gud ved, at tjene og give en hånd med der hvor der er brug for det, i stedet for kun at ville hjælpe til med det, som man er allerbedst til. Eksemplet er stærkt for mig personligt, fordi jeg har det på akkurat samme måde som amerikaneren. Gården ville være det VÆRSTE sted, hvor jeg kunne blive sat til at arbejde (bare spørg mine svigerforældre = kvægbønder).

Min pointe:
Hvor er det svært at være ydmyg, og for at lade Guds vilje blive sin egen i livet. Det er meget lettere at lade sin egen vilje blive til Guds. Uanset hvilket forhold det gælder, kan jeg sige for mig selv, at jeg næsten altid tænker på mig selv først, når jeg skal træffe beslutninger. Hvad har JEG lyst til?, hvad kan gavne MIG?, hvad får jeg mest ud af SELV?, hvad giver flest PENGE? osv. Men hvis jeg tror på, at Gud kan tage alle mine bekymringer, og han alene kan berige og velsigne mit liv mere end nogen og noget andet, hvorfor er det så så svært at omsætte til praksis? Jeg går ud fra, at det er dét man kalder for dualisme - en kamp mellem det rigtige og forkerte/gode og onde her i livet. Gid det gode kunne få alt pladsen i ens liv, så Guds velsignelse kunne blive til vidnesbyrd om hans storhed og kærlighed for alle de mennesker, som man møder i sit liv. Dét er mit ønske, og jeg håber en dag ved tilbageblik på mit liv, at dette må være den røde tråd i mit liv. At lade Guds vilje blive min og ikke omvendt. Ellers er livet med Gud som en pakke man har fået, men som man aldrig får pakket op. Og det er jo ikke hensigten med pakker..... så lad os da få pakket den op!

Prædiken slut :-)

Con amor

Dea, Marie og Lars

Prison break og adoption

Vi er på det seneste blevet rigtige serienørder. Efter lange arbejdsdage trænger vi bare til at slappe af om aftenen, når aftensmaden er spist, opvasken vasket op og Dea er puttet. Vi har lånt serien prison break og har allerede set første sæson og nu begyndt på anden. En virkelig spændende serie, som vi glæder os til at se om aftenen.
De mellemdrenges hus kan for tiden også godt minde om et prison break. Tre drenge er i dag stukket af, hvoraf de to igen er hentet tilbage til Emmanuel. Det sker jævnligt, at der er drenge der forsøger at stikke af. Ofte for at få opmærksomhed, og andre gange fordi de tror at livet uden for Emmanuels grund er bedre. Det er klart, at der er mange udfordringer ved at bo sammen med så mange andre jævnaldrende, og selvfølgelig er der mange konflikter. Men flugten til livet uden for Emmanuels "mure" er absolut ikke et langsigtet alternativ. Og drengene burde jo vide det, eftersom deres fortider har båret præg af mange problemer. Men måske afsavn af fx familie giver et lille håb om, at tingene har ændret sig. Dette er en del af livet på Emmanuel, som man ikke kan fjerne.

Og så til adoptionen. Og nej, vi har ikke planer om at adoptere et barn hernede. Sagen er den, at der blandt børnene på Emmanuel, går rygter om, at Dea slet ikke er vores datter, men at vi har adopteret hende fra Afrika. JA, vi skrev rigtigt - AFRIKA! Dette siger vist mere om børnenes uvidenhed end de reelle faktaer. Vi har grint meget af det! Men okay! Hun ligner måske lidt en lille brun afrikanerpige. I ved, sådan én med sort krøllet hår, brune øjne, chokoladefarvet hud og Anni Fønsby læber:-)

Vurdér selv ;-)

Påsketravlhed

Så er påsken overstået, og den har bestemt ikke stået på afslapning eller fri, sådan som vi kender det fra Danmark.

Det siges, at påsken er den eneste uge om året hvor alle honduranere har fri, hvorfor honduranerne strømmer til strandende for at bade. Her er meget meget varmt, så at bade er faktisk det eneste som folk rigtig har lyst til.

En som altid flot solnedgang over Emmanuel

Med næsten 500 børn på Emmanuel lader det sig dog ikke gøre at tage til stranden, men i stedet blev der igangsat en masse aktiviteter i de forskellige huse. I de mellemstore drenges hus blev det bl.a. til baseballkamp og vandpjaskeri - et godt alternativ til de lækre strande som Honduras ellers har at byde på. Marie og totlerne fik også en del af tiden til at gå med vandaktiviteter.

Vandaktiviteter i påsken

I skolen blev der også undervist lidt i påsken. Da ugen inden påske var eksamenstid i den honduranske skole, valgte jeg, at gennemføre undervisning mandag-onsdag i påsken, for at få indhentet noget af det forsømte. Vi havde en almindelig skoledag mandag, men havde ellers påsketema tirsdag og onsdag. Tirsdag blev eleverne undervist i såvel den jødiske som kristne påske, hvor vi bl.a. på kreativ vis (hvis jeg selv skal sige det), fik malet lidt blod (=vandfarve) på dørstolperne. Onsdag stod i traditionernes tegn, hvor vi pustede æg og efterfølgende malede dem. Det var en hård omgang med at puste æg, da jeg selvfølgelig skulle hjælpe med at puste blommen ud i hvert eneste æg. Mine kæbemuskler var godt ødelagte efter at have hjulpet til med 9 æg. Vi fik også lavet gækkebreve og lavet nogle æggeaktiviteter - så som æggeræs. Her gjaldt det om at trille sit ukogte æg ned af en bakke og få det til at ligge så tæt som muligt på et stykke slik. Det gik eleverne meget op i. Det var dejligt, at kunne lave nogle andre aktiviteter, da skemaet til daglig er meget bogligt, jf. de fag som der er sat på skoleskemaet.

Ellers har vi haft besøg af min (Lars') fætter Heine og hans søde kæreste, Rikke. Det var virkelig fedt med besøg fra Danmark, og vi fik snakket, spist og hygget os, og spillet os nogle spil partners. Det fik vi meget sjov ud af.

Fætter Heine og hans søde kæreste, Rikke!

Næste gæster bliver Hr. og Fru Overgaard som kommer en gang i midten af juni. Vi glæder os rigtig meget til at kunne vise dem Emmanuel og Honduras. Og ja, så bliver det fedt at kunne dele sin datter med hendes bedsteforældre. Vi synes allerede der er sket meget siden vi tog afsted, så det er bare endnu et plus. Og så har vi fået grønt lys til en uges ferie, så det glæder vi os også rigtig meget til.

Dea





Til de der er interesseret, har vi har fået nye billeder i galleriet. Enjoy enjoy!

Kærlig hilsen os alle tre