Ny adresse

Nej... vi er ikke flyttet. Vi har blot fået lov til at booke os ind på Katja og Max' postboks, som bliver tømt ca. hver 14. dag, hvorimod volontørernes fælles postboks (som vi fik sendt post til før) kun bliver tømt meget sjældent.

Klik på fanebladet "Kontakt" og gem den nye adresse. Det er denne vi vil hente post fra fremover.

Tak!

En tur på apoteket

Da Dea har haft noget der minder om tynd mave i snart 4 uger tog jeg (Lars) til byen for at købe noget medicin på apoteket. Det var ikke en oplevelse der vil blive skrevet om i historiebøgerne, men jeg vil alligevel godt prøve at beskrive hvordan systemet fungerer/eller ikke fungerer hernede, for det i sig selv kan være meget forundringsværdigt.

En lille butik er hvad apoteket er, hvor man skal holde sig godt til i køen, hvis ikke man vil overhales af de små honduranske kvinder som møvrer sig frem til disken, og som tror at de kommer først hvis bare de er dem som råber højest eller først får øjenkontakt med ekspedienten. Alle præperater er på den anden side af den hesteskoslignende skranke, hvorfor man praktisk talt ikke kan kigge på nogle af disse uden hjælp fra en ekspedient (som sagt: det er vigtigt at holde sig til i køen).

Når man så er kommet frem til skranken får man som forventet fin hjælp - en hjælp som bliver afbrudt af kaffedrikkeri, kagespiseri, rengøring og privatsamtaler mellem ekspedienten og kunder som ekspedienten tilfældigvis kender. Og ind i mellem alt dette får man ren faktisk hjælp - en god hjælp.

På den ene side er det beundringsværdigt, at man tager tingene stille og roligt, at ekspedienten er oprigtigt interesseret i hvem man er, spørger ind til ens familie osv. Dette kunne vi lære meget af i Danmark hvor man ofte kan føle sig behandlet som et objekt - en slags brik i et system som volder vanskeligheder hvis ens forespørgsel på ditten eller datten ikke falder inden for systemts regler.

På den anden side virker det som dansker utrolig UPROFESSIONELT lige at skulle proppe munden fuld af kanelkage mens man finder vekselpenge. Og det samme med alle de andre svinggerninger imens ekspedienten har en kunde. Som dansker virker det meget ineffektivt og ja, dumt at tilrettelægge sit arbejde på en sådan måde..... Men hvad er bedst?

Når to verdener mødes opstår refleksionen omkring mange ting, og det blev denne blogbesked så et eksempel på. Men det er jo netop i refleksionen (også over hverdagsting) at man bliver klogere på andre og sig selv, og dette er lærdom for resten af livet....

Mon ikke mine (Lars') forældre også er blevet klar over dette efter 4 uger i Honduland. Om få timer vil de være på Nylunden i Lemvig.

Hilsner fra os alle tre

Besøg og sommerferie

I midten af juni måned kom mine (Lars') forældre her til Honduras, og der er sket meget siden deres ankomst. Allerførst skal det siges, at det er af meget stor betydning, at ens familie kommer ned og ser, hvad det er vores arbejde består i. Det kan være svært at beskrive, fordi der er så mange ting, som man ikke kan forklare, men som bare skal opleves. Og omvendt kan det også være svært at sidde i Danmark og spørge ind til en helt masse, når man reelt ikke rigtig har et overblik over, hvad dagene og arbejdsopgaverne i en honduransk kultur indebærer.

Dea og Bedstefar på restaurant lige efter Bedstemor og Bedstefars ankomst

Efter en uges tid på Emmanuel tog vi med mine forældre på 12 dages ferie. Vi så meget frem til nye indtryk og oplevelser uden for "Emmanuels mure", og det var tiltrængt at komme lidt væk.

Inden vi rigtig skulle feriere tog vi til hovedstaden Tegucigalpa for at følge Alvin på arbejde. Alvin er en mand som lever og arbejder for de fattige mennesker i hovedstaden, og som har sat flere projekter i gang for at hjælpe disse mennesker til et bedre liv og en bedre tilværelse. Bl.a. har han oprettet flere bespisningscentre i den allerfattigste del af byen og oprettet et pigehus for piger, som tidligere har siddet i fængsel, levet på gaden osv. Pigerne hjælpes til et nyt liv som indebærer skolegang og almindelige pligter, som vi kender dem. Om aftenen besøgte vi Alvin i hans kirke, og tog på gaden med ham for at dele mad ud til de hjemløse, som vi kom forbi.

Vi mødte mennesker som boede i papkasser, unge teenagere som var højgravide og som sniffede lim for at dulme deres sult. Det er barske vilkår disse mennesker lever under, og selvom det ikke er første gang Marie og jeg er på gaden, gør det alligevel stort indtryk. Det er en reminder for os om, hvorfor børnene her på Emmanuel ikke altid opfører sig hensigtsmæssigt, eller har det let. Livets bagage sætter altid spor i ens personlighed, men vi glæder os over hvor mange muligheder de fleste af disse børn får ved at bo her på Emmanuel. Så kan man sige, at et en opvækst på et børnehjem aldrig er ønskeligt, men i Honduras er dette luksustænkning. En opvækst på et børnehjem er et meget bedre alternativ end livet på gaden.

Bespisningscenteret i den fattige del af Tegucigalpa

Udsigten ud over hovedstaden fra bespisningscenteret

Aftenen forinden vi besøgte Alvin, var en dreng, som Alvin havde kontakt til, blevet fundet dræbt. Han var blevet taget ind i en bil og kørt uden for byen og skudt i hovedet adskillige gange. 17 år ung og så trist en skæbne. Ligeledes fik vi at vide, den aften vi besøgte Alvin, at én af de piger som Alvin har taget til sig, og som bor i pigehuset, havde været udsat for røveri i en offentlig bus (chickenbus). Der var kommet bevæbnede mænd ind i bussen og krævet alle værdigenstande udleveret. 4 blev skudt og de andre (inklusiv denne pige) slap med livet i behold. Dette skete den selv samme aften, som vi var i byen.

Det er barske vilkår, og når man hører det, tænker man, at det er stof til den vildeste voldsfilm. Vi bør være taknemlige for at leve i et land så trygt som Danmark.

Kort sagt var besøget hos Alvin fantastisk godt, og en øjenåbner af de store. Vi tager hatten af for den mand, for hans gæstfrihed og store iver for at hjælpe disse fattige mennesker. For slet ikke tale om hans tillid og tro på Gud.

FERIE! Ferien var fantastisk. Vi delte den op i to etaper: en lettere kulturel ferie og en badeferie! Det kulturelle bestod i at besøge Honduras første hovedstad Comayagua, hvor vi så katedralen - en katolsk kirke, som efter honduranske forhold var virkelig flot. En tur i kirketårnet blev det også til.

El Parque i Comayagua 

Kirketårnet

Udsigten fra kirketårnet

Vi besøgte også en drypstenshule som var virkelig flot. Luftfugtigheden derinde var meget høj, og med trappetrin op og ned hele tiden fik vi sved på panden. Men en fantastisk flot og god oplevelse.

Drypstenshulerne (bedre billedkvalitet kunne være ønsket)

Det kulturelle højdepunkt var Copán ruinerne lige på grænsen til Guatemala. Her blev vi vist rundt af en guide som med sin store viden og sit store engagement gav os en godt indblik i hvordan mayaindianerne levede for godt 2000 år siden. Ellers hyggede vi os i denne lille by som Copán er. Vejen dertil var utrolig smuk med mange sving. Køresyge blev det til for Deas vedkommende, men hun klarede det alt i alt fint.

På vej til solferien på Roatán (en ø i det caribiske hav) besøgte vi en botanisk have ved kystbyen Tela. Vi var i en kæmpe bambusskov, og så mange andre store og beundringsværdige planter. En god oplevelse.

Bambusskoven

Bådturen til Roatán kan beskrives kort: søsyge og bræk. Kun Marie og hendes svigerfar slap for opkast!

Vi boede lige ned til stranden i to lejligheder på den bedste strand på hele øen. Dea nød badevandet og det gode vejr ligesom os andre.

Udsigten fra vores lejlighed på Roatán 

Vores kingsize bed - NICE!

Dea har lært at solbade ;-)

Vi spiste megen god mad, og fik slappet af i fulde drag. Marie og jeg fik snorklet, vi tog allesammen med en "Glass bottom boat" hvor vi kunne se koralrevet og de mange farverige fisk. Det var en stor oplevelse, og meget fascinerende at se på. Vi så bl.a. en havskilpadde.

Ellers fik Marie, Dea og jeg (Lars) badet med delfiner. Det var en kæmpe oplevelse og lidt af et sats at tage Dea med. Hun klarede det super, og var mest bange for delfinen når den "snakkede"! Men instruktøren sagde også at vores delfin var meget "verbal" ;-)

Fra højre: Dea, Lars, Flipper og Marie

Vi var også på besøg i en Garifuna-village, hvilket vil sige det sted, hvor de sorte honduranere bor. Det var en god men speciel oplevelse. De bor meget beskidt og meget primitivt. Husene er bygget på pæle ude over vandet, og vi blev derfor vist rundt i en båd af en lokal garifuna honduraner (eller hvad det hedder). Han var meget spøjs med hans jamaicanske engelske accent, og selvom at hans båd lignede et vagabonds barnevogn på de danske landeveje, kom vi sikkert frem og tilbage. Båden gik dog i stå flere gange - problemer med motoren. Hver gang fik han dog gang i maskineriet igen, hvilket især den vandskrække Simon Overgaard var glad for. For som han spurgte hver gang båden gik i stå: "Lars, hvad sker der nu? Hvad skal vi nu"?... ja, så svarede jeg: "Tja... det ved jeg ikke"!

Solnedgang over det caribiske hav (og faderfigurens skikkelse)

Marie og Dea på restaurant ved havet

Nu er vi så tilbage på Emmanuel og nyder den sidste tid med besøget. Arbejdsdagene er igen lange, så Dea har megen tid med sine bedsteforældre. Det nyder alle parter.

Ellers er det jo nu fuldt ud offentligt at Marie er gravid og venter barn til januar. Vi glæder os meget, og satser på at komme hjem i begyndelsen af december og ca. 3 måneder frem. Et bedeemne i denne forbindelse er, at der må findes en god løsning på skolen, som kommer til at står uden lærer. Vi håber og beder selv til, at dette må løse sig.

Det blev en lang smøre for denne gang. Håber I har læst med med lyst og interesse. Der er nye (og mange) billeder i albummet!

Kærlig hilsen

Marie, Dea & Lars (...... og foster)