Hvem er vi?

Vi er en lille familie på tre bestående af Marie (26), Lars (25) og Dea (1), som i februar 2011 rejser til Honduras for at arbejde som frivillige medarbejdere på børnehjemsprojektet 'Emmanuel'. Vi bliver udsendt af de kirkelige organisationer Impact (www.impact.co.dk) og Aalborg Frimenighed (www.aalborgfrimenighed.dk) i en periode på foreløbig to år, og glæder os meget til det arbejde, som venter os.

Marie er uddannet sygeplejerske, og planen er, at hun skal være assistent i børnehjemmets klinik og have medansvar for de yngste børn på børnehjemmet. Ligeledes skal hun hjælpe til med såvel det praktiske som administrative arbejde ift. de primært danske og amerianske volontører, som hjælper til på projektet.

Lars er uddannet folkeskolelærer, og skal starte en international skole op, som henvender sig til børn af den faste medarbejderstab. Skolen starter op i februar 2011 med fire danske børn.

Det vigtigste af alt er dog, at vi hjælper til der, hvor behovet er størst, og der hvor vi kan gøre størst gavn. Vi glæder os til at blive en del af projektet, og tror på, at Emmanuel er det sted, hvor Gud vil have os til at være de næste par år.

God læselyst og surfen rundt på vores blog. Vi håber at kunne give et personligt indblik i vores arbejde på Emmanuel.