Vi stod i dag op kl. 05.00 (vanen tro), da vi skulle med den danske familien Sonne til Tegucigalpa og ordne praktiske ting. Afsted det gik af de hullede og bumpede veje, som honduranske vejarbejdere ihærdigt forsøger at få repareret, inden regntiden begynder først i maj måned.
Varmen gør os trætte, da vi har ca. 35 grader og sol fra en skyfri himmel. Det er ikke kun mennesker, det kan ses på, at her er varmt. Planter og træer er knastørre, og utallige skovbunde er blevet forvandlet til storte sletter efter, at skovbrande har svitset dem af. Røgen pulser stadig mellem mange træer, og hvordan det kan være, at brandende ikke svitser træerne af, forstår vi ikke. Vi vælger i stedet at være taknemlige.
Mødet med storbyen vækker altid ambivalente følelser i os. For det første glæden over at se lidt andet end Emmanuel, og over at kunne købe sig nye ting i de amerikansk-inspirerede indkøbscentre. For det andet irritationen over den osende trafik, hvilken som dansker synes uorganiseret og rædselsfuld pga. manglende infrastuktur. For det tredje medlidenheden over al den fattigdom, som der er at se overalt i byen. Huse lavet af bliktage, og ofte med bygningskonstruktioner, som synes mere sårbare en små legetøjshuse lavet af tændstikker. Der er mange følelser og tanker på spil, følelser og tanker som sætter livet i perspektiv.
Midt i tankemylderet fik vi afhentet vores nye pas, købt mad til de næste par uger, og købt nyt tøj, hvilket var meget tiltrængt. Lars fik 2 t-shirts, en undertrøje, et par shorts, to par bukser og en livrem for 650 kr. Det er da billigt!
Hverdagen på Emmanuel har budt på lidt nyt. Marie er blevet ansvarlig i totlerhuset for de 15 mindste børn (0-3 år), da den canadier som før var ansvarlig, har taget orlov de næste 7 måneder. Hun er glad for arbejdet, men selvfølgelig indebærer det nogle udfordringer. Det er lange arbejdsdage, men hun tager det i stiv arm. Dea er som regel veltilpas og glad for at være sammen med hende.
Skolen kører der ud af. Det er dejligt efterhånden at have fået nogle rutiner, og have lært børnene at kende. Det er nogle superdejlige børn, så det er jo altid en god motivationsfaktor. Undervisningsdifferentiering er kodeordet, når man har fire elever til danskundervisning, og som går i fire forskellige klasser. Det kræver forberedelse og tålmodighed, men det går godt.
Bedemner: at vi må blive bedre til spansk, og kunne få økonomien til at hænge sammen.
Tak for mails, opkald og beskeder. Dejligt at høre fra jer.
Kh Familien Overgaard ;-)
onsdag den 30. marts 2011
onsdag den 23. marts 2011
En refleksiv tanke
En dag i drengehuset hvor jeg hjælper til, var vi nogle stykker der kom til at snakke omkring kristendom, og det med frelsen. Et stort og svært emne, som naturligvis fylder meget i kristne kredse, fordi der uden frelse nok heller ikke ville være noget der hed kristendom. Men lad det nu ligge.
Snakken gik frem og tilbage, om hvorvidt alle mennesker bliver frelst, om det kun er de kristne mennesker (og hvordan definerer man det?) der bliver frelst, eller om det kun er de virkelig gode mennesker, som får del i den kristne gulerod ... altså frelsen!
Én af personerne som deltog i samtalen sagde således: "Det er let nok at have Jesus/Gud som sin frelser, men det er straks sværere at vedkende og tjene ham som sin Herre"!
Det blev klart for mig, at der var sandhed bag disse ord. Frelsens betydning kan ikke nedtones, men stiller Gud sig tilfreds med at være vores frelser?
Ja, det er let at have Jesus/Gud som sin frelser, for det kræver ikke noget af os, det er blot at tage imod. Frelsen er ikke menneskets gerning, men Guds alene.
Vi er som familie taget til Honduras af flere grunde. Fordi vi synes det kunne være en fantastisk oplevelse som familie og arbejdsmæssigt, men også fordi vi fik en klar overbevisning om, at Gud kunne bruge os netop her på Emmanuel i Honduras. Indtil videre har dagene sådan overordnet set været rigtig gode, og det takker vi for. At tjene Gud og at være nærværende over for de mennesker som vi er iblandt, er let nok, når vi har gå-på-mod, er i godt humør osv. Men hvad med de dage, hvor vi ville ønske os hjem til mere kendte rammer, eller de dage hvor arbejdet stinker, og vi kunne løbe skrigende bort? Vil vi da også se Gud som vores Herre, og tjene ham?
Jeg vil ikke ligge skjule på, at det er lettere at sige/synge, at man vil tjene Gud i alle forhold end rent faktisk at gøre det. Man ligger så mange planer selv i livet, men hvad nu hvis det slet ikke var den vej, Gud ville have at man skulle gå. Er vi da villige til at ændre kurs? .... ja, det er jo ikke fordi jeg kender svaret for andre, men jeg kender det for mig selv. Når jeg selv føler, at jeg får noget ud af noget, vil jeg gerne tjene Gud som min Herre. Men sagen er straks en anden, hvis ikke jeg føler, at dette er tilfældet!
En refleksiv tanke fra Honduras
/ Lars
Snakken gik frem og tilbage, om hvorvidt alle mennesker bliver frelst, om det kun er de kristne mennesker (og hvordan definerer man det?) der bliver frelst, eller om det kun er de virkelig gode mennesker, som får del i den kristne gulerod ... altså frelsen!
Én af personerne som deltog i samtalen sagde således: "Det er let nok at have Jesus/Gud som sin frelser, men det er straks sværere at vedkende og tjene ham som sin Herre"!
Det blev klart for mig, at der var sandhed bag disse ord. Frelsens betydning kan ikke nedtones, men stiller Gud sig tilfreds med at være vores frelser?
Ja, det er let at have Jesus/Gud som sin frelser, for det kræver ikke noget af os, det er blot at tage imod. Frelsen er ikke menneskets gerning, men Guds alene.
Vi er som familie taget til Honduras af flere grunde. Fordi vi synes det kunne være en fantastisk oplevelse som familie og arbejdsmæssigt, men også fordi vi fik en klar overbevisning om, at Gud kunne bruge os netop her på Emmanuel i Honduras. Indtil videre har dagene sådan overordnet set været rigtig gode, og det takker vi for. At tjene Gud og at være nærværende over for de mennesker som vi er iblandt, er let nok, når vi har gå-på-mod, er i godt humør osv. Men hvad med de dage, hvor vi ville ønske os hjem til mere kendte rammer, eller de dage hvor arbejdet stinker, og vi kunne løbe skrigende bort? Vil vi da også se Gud som vores Herre, og tjene ham?
Jeg vil ikke ligge skjule på, at det er lettere at sige/synge, at man vil tjene Gud i alle forhold end rent faktisk at gøre det. Man ligger så mange planer selv i livet, men hvad nu hvis det slet ikke var den vej, Gud ville have at man skulle gå. Er vi da villige til at ændre kurs? .... ja, det er jo ikke fordi jeg kender svaret for andre, men jeg kender det for mig selv. Når jeg selv føler, at jeg får noget ud af noget, vil jeg gerne tjene Gud som min Herre. Men sagen er straks en anden, hvis ikke jeg føler, at dette er tilfældet!
En refleksiv tanke fra Honduras
/ Lars
fredag den 11. marts 2011
Hverdagen begyndt
Kære familie og venner
Så har i været på Emmanuel i 2 uger, og der er så småt begyndt at tegne sig en hverdag for os alle tre.
Vi står op kl 05.15 hver morgen, da Marie (og Dea) skal hjælpe totlerne (0-3 årige) med at komme i tøjet og spise morgenmad kl. 6.30. Marie er blevet gladere og gladere for det, samtidig med at hun nu ved mere om hvad der skal gøres, og dermed kan tage flere ting af sig selv. Dea er også blevet gladere for at være med hende. I starten var det svært at skulle dele sin mor med andre, men det er blevet bedre, og hun nyder at have selskab af de andre børn, hvis altså ikke de driller hende, for så får de et par på hovedet (.... det duer ikke rigtig)!!!
Jeg (Lars) startede op med skole i mandags. Det har været noget af et puslespil at få til at gå op rent skemamæssigt, da de danske børn stadig går i den honduranske skole samtidig med at de starter op i den danske/internationale skole. Eleverne kommer og går på forskellige tidspunkter, så det kan godt være lidt småforvirrende her i starten. Men når vi kommer ind i en rutine er jeg sikker på, at det nok skal komme til at køre rigtig godt!
Jeg håber, på sigt, at kunne komme til at hjælpe til om morgenen i et af drengehusene. Skolen starter først op kl. 8.30, så mine morgener er meget afslappede. Det bliver også godt, at få noget med de honduranske børn at gøre.
Og ja, det spanske bliver der øvet på ved at snakke løs, og så kigger vi da også på spanske verber og bøjningsformer sådan mere eller mindre usystematiseret, men vi håber på at få tilegnet os et godt spansk med tiden. Det kommer ikke lige fra den ene til den anden dag, men vi er fortrøstningsfulde. Det er i hvert fald noget lettere end første gang vi kom til Honduras for 5 år siden.
Vi kan læse at der har været jorskælv i Japan, og at hele stillehavsregionen er tsunamitruet - også Honduras. Vi må bede til, at så mange mennesker hører om tsunamiadvarslen inden det bliver for sent. Den honduranske stillehavskyst er dog relativ kort, så vi forestiller os ikke at ødelæggelserne vil blive så store her. Men om man er honduraner, amerikaner eller peruaner er jo ligegyldigt. Det er forfærdeligt uanset hvad.
Vi har lagt billeder ind under fanen Billeder - ENJOY! (og nej, de er nok ikke lige blevet grovsorteret)!
Kærlig hilsen os alle tre
(P.S. Vi er blevet gjort opmærksomme på at det ikke har været muligt at skrive kommentarer på vores blog. Vi tror, at problemet er løst - så skriv løs, hvis du føler for det *S*)
Så har i været på Emmanuel i 2 uger, og der er så småt begyndt at tegne sig en hverdag for os alle tre.
Vi står op kl 05.15 hver morgen, da Marie (og Dea) skal hjælpe totlerne (0-3 årige) med at komme i tøjet og spise morgenmad kl. 6.30. Marie er blevet gladere og gladere for det, samtidig med at hun nu ved mere om hvad der skal gøres, og dermed kan tage flere ting af sig selv. Dea er også blevet gladere for at være med hende. I starten var det svært at skulle dele sin mor med andre, men det er blevet bedre, og hun nyder at have selskab af de andre børn, hvis altså ikke de driller hende, for så får de et par på hovedet (.... det duer ikke rigtig)!!!
Jeg (Lars) startede op med skole i mandags. Det har været noget af et puslespil at få til at gå op rent skemamæssigt, da de danske børn stadig går i den honduranske skole samtidig med at de starter op i den danske/internationale skole. Eleverne kommer og går på forskellige tidspunkter, så det kan godt være lidt småforvirrende her i starten. Men når vi kommer ind i en rutine er jeg sikker på, at det nok skal komme til at køre rigtig godt!
Jeg håber, på sigt, at kunne komme til at hjælpe til om morgenen i et af drengehusene. Skolen starter først op kl. 8.30, så mine morgener er meget afslappede. Det bliver også godt, at få noget med de honduranske børn at gøre.
Og ja, det spanske bliver der øvet på ved at snakke løs, og så kigger vi da også på spanske verber og bøjningsformer sådan mere eller mindre usystematiseret, men vi håber på at få tilegnet os et godt spansk med tiden. Det kommer ikke lige fra den ene til den anden dag, men vi er fortrøstningsfulde. Det er i hvert fald noget lettere end første gang vi kom til Honduras for 5 år siden.
Vi kan læse at der har været jorskælv i Japan, og at hele stillehavsregionen er tsunamitruet - også Honduras. Vi må bede til, at så mange mennesker hører om tsunamiadvarslen inden det bliver for sent. Den honduranske stillehavskyst er dog relativ kort, så vi forestiller os ikke at ødelæggelserne vil blive så store her. Men om man er honduraner, amerikaner eller peruaner er jo ligegyldigt. Det er forfærdeligt uanset hvad.
Vi har lagt billeder ind under fanen Billeder - ENJOY! (og nej, de er nok ikke lige blevet grovsorteret)!
Kærlig hilsen os alle tre
(P.S. Vi er blevet gjort opmærksomme på at det ikke har været muligt at skrive kommentarer på vores blog. Vi tror, at problemet er løst - så skriv løs, hvis du føler for det *S*)
onsdag den 2. marts 2011
Ferie overstået og velkommen til Honduras
Så er der kommet internet på laptoppen, hvilket betyder, at vi kan fortælle de hungrende danskere om hvordan vi går rundt og har det. Og kort sagt har vi det ganske udemærket.
Turen til Miami gik over al forventning. Vi havde en datter der sov hele vejen fre København til London, og som tog sig en 3 timers lur over atlanten til Miami. Dea blev som den heldige udvalgt til securitycheck i Heathrow lufthavn, hvilket vi grinede meget af. Det var de lufthavnsansattes computer som havde udvalgt hende, men heldigvis lod de os gå uden nærmere kropsvisitering af vores datter. Hvad havde de regnet med? At vi havde gemt narko på hende?
Vores mini-cruise til både Key West og Bahamas var fantastisk. Vi var lidt spændte på, om det ville være rigtigt badevejr, men til vores store glæde var vejret fantastisk med 25 grader hver eneste dag. Vi nød det i fulde drag, selvom kahytten var ret lille, eftersom vores bagagemængde jo var ret stor. Dea nød at være ved stranden. Hun var ikke tilladt at bade i krydstogtskibets pool, da hun ikke var renlig (som de sagde). Alt i alt havde vi en fantastisk ferie, som gav os kræfter og gå-på-mod til arbejdet i Honduras.
I dag har Lars fået nøglen til klasselokalet, og har ryddet op og gjort rent samt pakket bøger ud. Det er et ret stort lokale til kun fire elever, så der bliver plads til læsehjørne med madrasser og det hele. Han regner med at starte danskundervisningen op i næste uge en gang. De andre fag kobles løbende på i de kommende par uger.
Marie er på Dea. De har været i totlerhuset et par gange og skal det igen i morgen. De specifikke arbejdsopgaver for hende er endnu ikke specificeret, og det bliver spændende at se hvad der kan lade sig gøre med Dea på armen.
Tak for beskeder og mails, det er altid dejligt at høre fra jer. Vi regner med at få lagt billeder ind senere, så tjek lige fanen (billeder/videoklip).
Som en lille bonusinfo kan vi lige fortælle at vores bil blev solgt 4 timer efter vi havde sat os i toget til København. Det er virkelig rart, at vi ikke har bilen at tænke på, og intet har at været bundet til i DK - af praktiske ting. Det takker vi Gud for!
Kærlig hilsen
Dea, Marie & Lars
Turen til Miami gik over al forventning. Vi havde en datter der sov hele vejen fre København til London, og som tog sig en 3 timers lur over atlanten til Miami. Dea blev som den heldige udvalgt til securitycheck i Heathrow lufthavn, hvilket vi grinede meget af. Det var de lufthavnsansattes computer som havde udvalgt hende, men heldigvis lod de os gå uden nærmere kropsvisitering af vores datter. Hvad havde de regnet med? At vi havde gemt narko på hende?
Vores mini-cruise til både Key West og Bahamas var fantastisk. Vi var lidt spændte på, om det ville være rigtigt badevejr, men til vores store glæde var vejret fantastisk med 25 grader hver eneste dag. Vi nød det i fulde drag, selvom kahytten var ret lille, eftersom vores bagagemængde jo var ret stor. Dea nød at være ved stranden. Hun var ikke tilladt at bade i krydstogtskibets pool, da hun ikke var renlig (som de sagde). Alt i alt havde vi en fantastisk ferie, som gav os kræfter og gå-på-mod til arbejdet i Honduras.
Og ja, her er vi så nu. Vi ankom til Tegucigalpa (Honduras' hovedstad) i fredags efter en, efter vores vurdering, vild landing. Byen ligger i en dal, og landingsbanen er meget kort, hvilket gør at flyet flyver utrolig tæt på de omkringliggende huse. Vi kom dog
sikkert på fast grund, og tog en taxi til Emmanuel - to timers kørsel.
Modtagelsen på Emmanuel har været rigtig god. Vi føler os velkomne, og bliver mødt af venlige smil og interesserede personer, så det er rigtig dejligt. Her er mange danskere, hvilket vi nyder. Det spanske er langt fra perfekt, men vi kan sagtens mærke forskel fra første gang vi kom til Honduras. Denne gang kan vi de basale vendinger og lidt til, så det er rigtig dejligt. Vi håber dog på at vi kan få arrangeret noget spanskundervisning med en underviser her på Emmanuels skole. Vi tror på, at det er det hele værd.
De første par dage har vi ikke rigtig lavet noget af betydning. Vi har gået os nogle ture på børnehjemmets grund, mærket stemningen og ellers bare prøvet at indstille os på det forestående arbejde. Dea har klaret skiftene meget flot, men selvfølgelig er alting også nyt for hende, og vi kan sagtens mærke på hende, at hun ikke er i vante rammer. Men det er ikke andet end forventeligt!
Dea er i øvrigt meget meget populær blandt de honduranske børn, hvilket (de første par gange) var
rigtig dejligt. Men nu synes vi godt nok at det er gået lidt
over gevind, eftersom hun nærmest bliver hevet op af barnevognen af 5-7 babyhungrende piger, som bare MÅ holde hende, kysse og kramme hende. Det er selvfølgelig vel ment, men med over 400 børn på projektet, kan man jo ikke bestille andet, hvis man skal stoppe op hver gang der er nogle børn som gerne vil hilse på. Dea vil rigtig gerne op til dem og nyder opmærksomheden. Vi tror dog ikke hun har godt af den, så vi øver os på det spanske "YA NO" (IKKE NU) med bestemt honduransk toneleje (det er vi blevet anbefalet, så vi håber det virker)!
I dag har Lars fået nøglen til klasselokalet, og har ryddet op og gjort rent samt pakket bøger ud. Det er et ret stort lokale til kun fire elever, så der bliver plads til læsehjørne med madrasser og det hele. Han regner med at starte danskundervisningen op i næste uge en gang. De andre fag kobles løbende på i de kommende par uger.
Marie er på Dea. De har været i totlerhuset et par gange og skal det igen i morgen. De specifikke arbejdsopgaver for hende er endnu ikke specificeret, og det bliver spændende at se hvad der kan lade sig gøre med Dea på armen.
Tak for beskeder og mails, det er altid dejligt at høre fra jer. Vi regner med at få lagt billeder ind senere, så tjek lige fanen (billeder/videoklip).
Som en lille bonusinfo kan vi lige fortælle at vores bil blev solgt 4 timer efter vi havde sat os i toget til København. Det er virkelig rart, at vi ikke har bilen at tænke på, og intet har at været bundet til i DK - af praktiske ting. Det takker vi Gud for!
Kærlig hilsen
Dea, Marie & Lars
Abonner på:
Opslag (Atom)