Så er det vist på tide, at få opdateret nysgerrige sjæle i Danmark, om hvordan vi går rundt og har det her i troperne. Kort sagt har vi det godt!
Maj måned er allerede slut, men var måneden hvor regntiden for alvor satte ind. Det var meget tiltrængt med noget vand. Hvor alting før var knastørt og gult (det er den farve som den farveblinde tror det har været), er alting nu grønt, smukt og frodigt. Der er sket en kæmpe forskel de sidste 3-4 uger, og vi nyder det meget.
Med kraftfuld regn hører lyn- og tordenvejr sig med, hvilket en eftermiddag resulterede i en ministorm (1 times varighed) hvor træer væltede, tagsten fløj af husende og hvor bygninger eller træer blev ramt af lynet. Nedenstående billede viser det store træ ved Emmanuels klinik som blev ramt af lynet netop denne dag.
Man får pludselig stor respekt for de kræfter naturen har i sig. Ingen personer kom dog noget særligt til, hvilket jo er det vigtigste. Lige et par videoklip fra en anden aften med regn og tordenvejr. Ikke at det er noget ud over det sædvanlige, men de interesserede kan jo se videoerne i vores fotoalbum for maj måned (se fanen: "billeder").
Ellers er det ikke fordi at der er sket det store der ænder verdensbilledet. Dagene ligner til forveksling hinanden meget med små forskelle. Om det er weekend eller hverdag er lettest at mærke forskel på ved at der ikke er skole i weekenderne. Det skal dog siges at vi har lidt mere fri i weekenderne, så det er dejligt.
Dea er vild med sin fars briller ;-)
Emmanuels kirke
Hyggeaften med de danske volontører i vores lejlighed
Ellers glæder vi os meget til mine (Lars') forældres besøg fra d. 15. juni og frem til d. 13. juli. Det bliver godt med nogle kendte ansigter, og kunne vise sin familie hvad det er vi går rundt og laver. Vi skal på ferie i 1½ uges tid, og regner også med at skulle besøge børnehjemmet Manuelito, som vi var volontører på tilbage i 2005-2006. Vi håber også at kunne komme på gaden i Tegus, for ligesom at få et billede af, hvad alle disse børnehjemsbørn kommer fra. Man skal SE og OPLEVE det. Før det forstår man ikke hvad det er for et forfærdeligt liv som man børn har og selv efter at have været ude at se det med egne øjne, kan det stadig være svært at fatte.
Ellers kan vi fortælle, at vi i slutningen af juli måned tager et par uger på sprogskole. Det er noget som vi har håbet på kunne lade sig gøre, så det er vi meget taknemlige for at vi skal. Det passer med den danske skoles sommerferie, så der er ingen elever der "lider nød" fordi vi ikke er på Emmanuel. Og ja, så er det jo altid spændende at komme lidt ud og opleve noget.
En dag som alle andre: Dea leger med sit service
En lille refleksion (som faktisk blev ret lang):
På Emmanuel er der mange mennesker med en meget stærk tro på Gud. De har en meget stærk ydmyghed og vilje til, at følge Gud med alt hvad det indebærer.
Jeg snakkede med en amerikaner, som er fast medarbejder her, og om hvorvidt Gud også kalder os som kristne til at udføre ting og arbejdsopgaver, som vi ikke har lyst eller evner til. Han fortalte mig, at det værste han forestillede sig, at kunne komme til lave inden han kom til Emmanuel var, at skulle arbejde på gården. Og hvor arbejder han? PÅ GÅRDEN!
Han har nu været her i ca. 2 år, og fortalte mig om, hvor meget han har lært om sig selv, andre og Gud ved, at tjene og give en hånd med der hvor der er brug for det, i stedet for kun at ville hjælpe til med det, som man er allerbedst til. Eksemplet er stærkt for mig personligt, fordi jeg har det på akkurat samme måde som amerikaneren. Gården ville være det VÆRSTE sted, hvor jeg kunne blive sat til at arbejde (bare spørg mine svigerforældre = kvægbønder).
Min pointe:
Hvor er det svært at være ydmyg, og for at lade Guds vilje blive sin egen i livet. Det er meget lettere at lade sin egen vilje blive til Guds. Uanset hvilket forhold det gælder, kan jeg sige for mig selv, at jeg næsten altid tænker på mig selv først, når jeg skal træffe beslutninger. Hvad har JEG lyst til?, hvad kan gavne MIG?, hvad får jeg mest ud af SELV?, hvad giver flest PENGE? osv. Men hvis jeg tror på, at Gud kan tage alle mine bekymringer, og han alene kan berige og velsigne mit liv mere end nogen og noget andet, hvorfor er det så så svært at omsætte til praksis? Jeg går ud fra, at det er dét man kalder for dualisme - en kamp mellem det rigtige og forkerte/gode og onde her i livet. Gid det gode kunne få alt pladsen i ens liv, så Guds velsignelse kunne blive til vidnesbyrd om hans storhed og kærlighed for alle de mennesker, som man møder i sit liv. Dét er mit ønske, og jeg håber en dag ved tilbageblik på mit liv, at dette må være den røde tråd i mit liv. At lade Guds vilje blive min og ikke omvendt. Ellers er livet med Gud som en pakke man har fået, men som man aldrig får pakket op. Og det er jo ikke hensigten med pakker..... så lad os da få pakket den op!
Prædiken slut :-)
Con amor
Dea, Marie og Lars
