mandag den 2. maj 2011

Prison break og adoption

Vi er på det seneste blevet rigtige serienørder. Efter lange arbejdsdage trænger vi bare til at slappe af om aftenen, når aftensmaden er spist, opvasken vasket op og Dea er puttet. Vi har lånt serien prison break og har allerede set første sæson og nu begyndt på anden. En virkelig spændende serie, som vi glæder os til at se om aftenen.
De mellemdrenges hus kan for tiden også godt minde om et prison break. Tre drenge er i dag stukket af, hvoraf de to igen er hentet tilbage til Emmanuel. Det sker jævnligt, at der er drenge der forsøger at stikke af. Ofte for at få opmærksomhed, og andre gange fordi de tror at livet uden for Emmanuels grund er bedre. Det er klart, at der er mange udfordringer ved at bo sammen med så mange andre jævnaldrende, og selvfølgelig er der mange konflikter. Men flugten til livet uden for Emmanuels "mure" er absolut ikke et langsigtet alternativ. Og drengene burde jo vide det, eftersom deres fortider har båret præg af mange problemer. Men måske afsavn af fx familie giver et lille håb om, at tingene har ændret sig. Dette er en del af livet på Emmanuel, som man ikke kan fjerne.

Og så til adoptionen. Og nej, vi har ikke planer om at adoptere et barn hernede. Sagen er den, at der blandt børnene på Emmanuel, går rygter om, at Dea slet ikke er vores datter, men at vi har adopteret hende fra Afrika. JA, vi skrev rigtigt - AFRIKA! Dette siger vist mere om børnenes uvidenhed end de reelle faktaer. Vi har grint meget af det! Men okay! Hun ligner måske lidt en lille brun afrikanerpige. I ved, sådan én med sort krøllet hår, brune øjne, chokoladefarvet hud og Anni Fønsby læber:-)

Vurdér selv ;-)