Efter flere forespørgsler, og til læsere der måske ikke kender os personligt, skylder vi en forklaring på, hvorfor bloggen ikke er blevet opdateret.Vi fik en søn (Tobias) d. 31. januar 2012 og havde planlagt returrejse til Honduras i begyndelsen af marts måned, for at afslutte vores sidste år på Emmanuel. Vi blev imidlertid forhindret, da Tobias tre dage før planlagt afrejse blev indlagt på Rigshospitalet. For at gøre en lang historie kort viste det sig, at Tobias har en genetisk leversygdom. I de fleste tilfælde er sygdommen fhv. udramatisk, men grundet uvished omkring Tobias' tilstand og fremtidige udvikling af sygdommen, er vi blevet nødt til at aflyse vores rejse til Honduras. Det skal siges, at Tobias har det rigtig fint i dag, og at vi i hverdagen intet mærker til hans sygdom. I hans første leveår skal han dog følges til forskellige kontroller, kontroller som ikke nødvendigvis var mulige at få foretaget i Honduras. Lægerne frarådede os derfor at tage tilbage.
Det har været en svær periode for os som familie, men vi er samtidig Gud meget taknemlig for, at vi fandt ud af Tobias' sygdom inden vi var rejst til Honduras. Selvom vi ofte savner Honduras, og er skuffede over at planerne måtte ændres, har Gud på alle måder båret os igennem det sidste halve år. Gud er trofast og sørger for sine børn, han lader os ikke i stikken. At vi ikke altid forstår ham er så en anden sag.
Vi er nu tilbage i gode gamle Aalborg og har efter fire forskellige hjem siden november 2011 nu indtaget vores femte og sidste hjem i denne omgang. Jeg (Lars) har fået fast job som lærer på en privatskole i Aalborg og Marie går på barsel med Tobias frem til slutningen af december måned. Dea er begyndt i børnehave og er rigtig glad for det.Vi er glade for at være tilbage i Aalborg. Her føles trygt og velkendt - lige hvad vi har haft brug for efter det sidste turbulente halve år.
Tak fordi du/I læse med. Vi håber, at vores indlæg har været interessante.
Guds fred.
