Da Dea har haft noget der minder om tynd mave i snart 4 uger tog jeg (Lars) til byen for at købe noget medicin på apoteket. Det var ikke en oplevelse der vil blive skrevet om i historiebøgerne, men jeg vil alligevel godt prøve at beskrive hvordan systemet fungerer/eller ikke fungerer hernede, for det i sig selv kan være meget forundringsværdigt.
En lille butik er hvad apoteket er, hvor man skal holde sig godt til i køen, hvis ikke man vil overhales af de små honduranske kvinder som møvrer sig frem til disken, og som tror at de kommer først hvis bare de er dem som råber højest eller først får øjenkontakt med ekspedienten. Alle præperater er på den anden side af den hesteskoslignende skranke, hvorfor man praktisk talt ikke kan kigge på nogle af disse uden hjælp fra en ekspedient (som sagt: det er vigtigt at holde sig til i køen).
Når man så er kommet frem til skranken får man som forventet fin hjælp - en hjælp som bliver afbrudt af kaffedrikkeri, kagespiseri, rengøring og privatsamtaler mellem ekspedienten og kunder som ekspedienten tilfældigvis kender. Og ind i mellem alt dette får man ren faktisk hjælp - en god hjælp.
På den ene side er det beundringsværdigt, at man tager tingene stille og roligt, at ekspedienten er oprigtigt interesseret i hvem man er, spørger ind til ens familie osv. Dette kunne vi lære meget af i Danmark hvor man ofte kan føle sig behandlet som et objekt - en slags brik i et system som volder vanskeligheder hvis ens forespørgsel på ditten eller datten ikke falder inden for systemts regler.
På den anden side virker det som dansker utrolig UPROFESSIONELT lige at skulle proppe munden fuld af kanelkage mens man finder vekselpenge. Og det samme med alle de andre svinggerninger imens ekspedienten har en kunde. Som dansker virker det meget ineffektivt og ja, dumt at tilrettelægge sit arbejde på en sådan måde..... Men hvad er bedst?
Når to verdener mødes opstår refleksionen omkring mange ting, og det blev denne blogbesked så et eksempel på. Men det er jo netop i refleksionen (også over hverdagsting) at man bliver klogere på andre og sig selv, og dette er lærdom for resten af livet....
Mon ikke mine (Lars') forældre også er blevet klar over dette efter 4 uger i Honduland. Om få timer vil de være på Nylunden i Lemvig.
Hilsner fra os alle tre
Ingen kommentarer:
Send en kommentar