Vi stod i dag op kl. 05.00 (vanen tro), da vi skulle med den danske familien Sonne til Tegucigalpa og ordne praktiske ting. Afsted det gik af de hullede og bumpede veje, som honduranske vejarbejdere ihærdigt forsøger at få repareret, inden regntiden begynder først i maj måned.
Varmen gør os trætte, da vi har ca. 35 grader og sol fra en skyfri himmel. Det er ikke kun mennesker, det kan ses på, at her er varmt. Planter og træer er knastørre, og utallige skovbunde er blevet forvandlet til storte sletter efter, at skovbrande har svitset dem af. Røgen pulser stadig mellem mange træer, og hvordan det kan være, at brandende ikke svitser træerne af, forstår vi ikke. Vi vælger i stedet at være taknemlige.
Mødet med storbyen vækker altid ambivalente følelser i os. For det første glæden over at se lidt andet end Emmanuel, og over at kunne købe sig nye ting i de amerikansk-inspirerede indkøbscentre. For det andet irritationen over den osende trafik, hvilken som dansker synes uorganiseret og rædselsfuld pga. manglende infrastuktur. For det tredje medlidenheden over al den fattigdom, som der er at se overalt i byen. Huse lavet af bliktage, og ofte med bygningskonstruktioner, som synes mere sårbare en små legetøjshuse lavet af tændstikker. Der er mange følelser og tanker på spil, følelser og tanker som sætter livet i perspektiv.
Midt i tankemylderet fik vi afhentet vores nye pas, købt mad til de næste par uger, og købt nyt tøj, hvilket var meget tiltrængt. Lars fik 2 t-shirts, en undertrøje, et par shorts, to par bukser og en livrem for 650 kr. Det er da billigt!
Hverdagen på Emmanuel har budt på lidt nyt. Marie er blevet ansvarlig i totlerhuset for de 15 mindste børn (0-3 år), da den canadier som før var ansvarlig, har taget orlov de næste 7 måneder. Hun er glad for arbejdet, men selvfølgelig indebærer det nogle udfordringer. Det er lange arbejdsdage, men hun tager det i stiv arm. Dea er som regel veltilpas og glad for at være sammen med hende.
Skolen kører der ud af. Det er dejligt efterhånden at have fået nogle rutiner, og have lært børnene at kende. Det er nogle superdejlige børn, så det er jo altid en god motivationsfaktor. Undervisningsdifferentiering er kodeordet, når man har fire elever til danskundervisning, og som går i fire forskellige klasser. Det kræver forberedelse og tålmodighed, men det går godt.
Bedemner: at vi må blive bedre til spansk, og kunne få økonomien til at hænge sammen.
Tak for mails, opkald og beskeder. Dejligt at høre fra jer.
Kh Familien Overgaard ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar