Ferie overstået og velkommen til Honduras

Så er der kommet internet på laptoppen, hvilket betyder, at vi kan fortælle de hungrende danskere om hvordan vi går rundt og har det. Og kort sagt har vi det ganske udemærket.

Turen til Miami gik over al forventning. Vi havde en datter der sov hele vejen fre København til London, og som tog sig en 3 timers lur over atlanten til Miami. Dea blev som den heldige udvalgt til securitycheck i Heathrow lufthavn, hvilket vi grinede meget af. Det var de lufthavnsansattes computer som havde udvalgt hende, men heldigvis lod de os gå uden nærmere kropsvisitering af vores datter. Hvad havde de regnet med? At vi havde gemt narko på hende?

Vores mini-cruise til både Key West og Bahamas var fantastisk. Vi var lidt spændte på, om det ville være rigtigt badevejr, men til vores store glæde var vejret fantastisk med 25 grader hver eneste dag. Vi nød det i fulde drag, selvom kahytten var ret lille, eftersom vores bagagemængde jo var ret stor. Dea nød at være ved stranden. Hun var ikke tilladt at bade i krydstogtskibets pool, da hun ikke var renlig (som de sagde). Alt i alt havde vi en fantastisk ferie, som gav os kræfter og gå-på-mod til arbejdet i Honduras.

Og ja, her er vi så nu. Vi ankom til Tegucigalpa (Honduras' hovedstad) i fredags efter en, efter vores vurdering, vild landing. Byen ligger i en dal, og landingsbanen er meget kort, hvilket gør at flyet flyver utrolig tæt på de omkringliggende huse. Vi kom dog

sikkert på fast grund, og tog en taxi til Emmanuel - to timers kørsel.

Modtagelsen på Emmanuel har været rigtig god. Vi føler os velkomne, og bliver mødt af venlige smil og interesserede personer, så det er rigtig dejligt. Her er mange danskere, hvilket vi nyder. Det spanske er langt fra perfekt, men vi kan sagtens mærke forskel fra første gang vi kom til Honduras. Denne gang kan vi de basale vendinger og lidt til, så det er rigtig dejligt. Vi håber dog på at vi kan få arrangeret noget spanskundervisning med en underviser her på Emmanuels skole. Vi tror på, at det er det hele værd.

De første par dage har vi ikke rigtig lavet noget af betydning. Vi har gået os nogle ture på børnehjemmets grund, mærket stemningen og ellers bare prøvet at indstille os på det forestående arbejde. Dea har klaret skiftene meget flot, men selvfølgelig er alting også nyt for hende, og vi kan sagtens mærke på hende, at hun ikke er i vante rammer. Men det er ikke andet end forventeligt!

 Dea er i øvrigt meget meget populær blandt de honduranske børn, hvilket (de første par gange) var

rigtig dejligt. Men nu synes vi godt nok at det er gået lidt

over gevind, eftersom hun nærmest bliver hevet op af barnevognen af 5-7 babyhungrende piger, som bare MÅ holde hende, kysse og kramme hende. Det er selvfølgelig vel ment, men med over 400 børn på projektet, kan man jo ikke bestille andet, hvis man skal stoppe op hver gang der er nogle børn som gerne vil hilse på. Dea vil rigtig gerne op til dem og nyder opmærksomheden. Vi tror dog ikke hun har godt af den, så vi øver os på det spanske "YA NO" (IKKE NU) med bestemt honduransk toneleje (det er vi blevet anbefalet, så vi håber det virker)!

I dag har Lars fået nøglen til klasselokalet, og har ryddet op og gjort rent samt pakket bøger ud. Det er et ret stort lokale til kun fire elever, så der bliver plads til læsehjørne med madrasser og det hele. Han regner med at starte danskundervisningen op i næste uge en gang. De andre fag kobles løbende på i de kommende par uger.
Marie er på Dea. De har været i totlerhuset et par gange og skal det igen i morgen. De specifikke arbejdsopgaver for hende er endnu ikke specificeret, og det bliver spændende at se hvad der kan lade sig gøre med Dea på armen.

Tak for beskeder og mails, det er altid dejligt at høre fra jer. Vi regner med at få lagt billeder ind senere, så tjek lige fanen (billeder/videoklip).

Som en lille bonusinfo kan vi lige fortælle at vores bil blev solgt 4 timer efter vi havde sat os i toget til København. Det er virkelig rart, at vi ikke har bilen at tænke på, og intet har at været bundet til i DK - af praktiske ting. Det takker vi Gud for!

Kærlig hilsen
Dea, Marie & Lars